En skatteyder havde i juni 1997 meldt flytning fra en landbrugsejendom, hvorfra han drev sin land­brugs­virk­som­hed, og havde tilmeldt sig en udlejningsejendom, som han ejede.

Udlejningsejendommen blev herefter sat til salg og solgt pr. 15. november 1997 og skatteyderen meldte flyt­ning tilbage til landbrugsejendommen i november 1997.

Østre Landsret fandt efter en samlet vurdering ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at ud­lej­nings­ejen­dom­men havde tjent til hans bolig.

Landsretten lagde ved sin afgørelse særlig vægt på, at han i den periode, han havde meldt flytning til udlejningsejendommen, fortsat havde sin daglige gang på landbrugsejendommen, som ikke var sat til salg eller søgt udlejet i perioden.

I den situation fandt retten, at det måtte påhvile skatteyder at godtgøre, at han i den nævnte periode havde opgivet sin bopæl på landbrugsejendommen og at udlejningsejendommen dermed reelt havde tjent som bolig for ham i perioden, hvilket han efter rettens opfattelse ikke havde, hvorfor avancen ved salg af udlejningsejendommen skulle beskattes i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1.

Parcelhusreglen -  udlejning

Der skulle nu ikke længere være tvivl om, at hvis et parcelhus som på salgstidspunktet var lejet ud, bliver solgt vil sælger  ikke være skattepligtig af avancen uansat at sælger med hele sin husstand tidligere har beboet ejendommen.

Dette gælder dog ikke, hvis den tidligere bolig bliver lejet ud til erhvervsmæsssig virksomhed, herunder udlejning til institutioner.

Landsskatteretten har afgjort, at avancen ved frasalg af landbrugsjord skulle anses for omfattet af skattefritagelsesreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, idet ejendommen frem til afståelsestidspunktet rent faktisk ikke havde været benyttet til landbrug, men til beboelse.

Ejendommen kunne ikke udstykkes til selvstændig beboelse.

Ejendommen var på købstidspunktet (01.05.1997) vurderet som en landbrugsejendom med et jordtilliggende på 4,0525 ha.

Landsskatterettens afgørelse var i overensstemmelse med Told- og Skat’s udtalelse til sagen